Hvordan bringer du lysten ind i din rolle som far?

Facilitatorer: Jørgen Husbond og Peter Skødt Knudsen


Max antal deltagere
: 40-50


Beskrivelse

Hvad vil du stå for som far, og hvad skal dine børn have med fra dig? På denne workshop sætter vi fokus på, hvordan DU kan bringe lysten ind i din rolle som far på DIN særlige måde – i stedet for at det er kulturen, moderen eller det dine forældre gjorde, der får lov at overtage.

Hver mand har en vidunderlig gave at give som far, hvad end vi selv fik med os. Vi hjælper dig med at finde eller forfine det unikke far/barn samspil, der som ringe i vandet beriger både dine børn, dig selv, resten af familien og endda børnenes venner og… når tiden en dag er moden til det, dine børns børn.

Yes, en dag står der bedstefar på dit badge. Så det er nu kære farmand, at du sætter dine spor i fremtidens generationer.


Workshoppen er for dig der gerne vil:

Gå på opdagelse i hvilken type far du endnu ikke ved du er, og finde inspiration til hvordan du kan skrue mere op for lysten til at tilbringe tid på aktiviteter og samvær med dine børn, som de vil værdsætte for resten af Livet.

Det skal du forvente:

En masse praktisk samvær med andre fædre, hvor vi gennem lege og snakke undersøger de mange forskellige måder, det er fedt at være far på. Derudover kommer du til at kigge på forholdet til din egen far og undersøge, hvad du er taknemmelig for, hvad du ikke har lyst til at give videre, og hvordan det sikkert sker alligevel. 

Hvor er det du holder dig tilbage? Hvor er det du er for meget? Er det egentlig helt perfekt eller mærker du et behov for, at noget måske trænger til at blive justeret?

Der er far på færde og det bliver sjovt, rørende og helt sikkert en workshop, du vil have med dig i baghovedet, næste gang dine børn er omkring dig.